Velkommen i dit nye hjem

I din nye lejlighed gælder lejeloven, dvs. at lejligheden er din. Her kan du få hjælp på samme vilkår som andre. Du er meget velkommen til at komme og se lejligheden inden indflytning i forhold til f.eks. møblering.

Flytning

Du skal være opmærksom på at melde flytning til folkeregisteret samt sørge for indboforsikring i forbindelse med flytning.

Det skal du medbringe

Du skal medbringe de ting, du har brug for i dagligdagen, som f.eks. ting til personlig hygiejne, miljøvenlige rengøringsartikler og -midler, dyne og puder, som kan vaskes ved 60 grader, sengelinned, eget tøj m.m. Du skal også medbringe et tørrestativ, gerne med vinger, tøjklemmer, en lukket vasketøjskurv med låg og på hjul af plastic, spand, gulvskrubbe/moppe/kost og støvsuger mm. Spørg personalet til råds, hvis der er noget du er i tvivl om.

Husleje

Din husleje fremgår af lejekontrakten. I huslejen er indregnet udgifter til bl.a. vicevært, renovation, almindelig vedligeholdelse og henlæggelse til nye hvidevarer.

El, vand og varme

Der er en separat måler for hver lejlighed, og afregning sker efter forbrug. Målerne aflæses af Banebos pedel ved indflytning.

Boligindretning

Du kan indrette lejligheden, som du ønsker. Vi anbefaler dog, at du ved indretning tager hensyn til evt. hjælpemidler, og at personalet skal kunne komme rundt, når de skal hjælpe dig.

Tøjvask på pleje- og omsorgscentret

Der er en vaskemaskine og tørretumbler i lejligheden, så privat tøj vaskes i lejligheden.

TV

Der er mulighed for kabel tv i alle lejligheder.

Internet

Der vil være mulighed for internetadgang på Banebo.

Sidst opdateret: 16.05.2018